MiRNA-molekyler og biomarkører
MiRNA-molekyler blev opdaget i mennesker i 2002 og har vist sig at spille en overraskende stor rolle i reguleringen af kroppens celler. Ved at finde, måle og analysere bestemte miRNAer kan man derfor få vigtig information om sygdomme og hjælp til f.eks. at stille tidlige og præcise diagnoser eller til at forudsige, hvordan en sygdom vil udvikle sig, og hvordan en patient vil reagere på behandlingen. Bestemte miRNA-molekyler, som forskerne har fået koblet sammen med bestemte sygdomme og sygdomsstadier, kaldes også for biomarkører.
Hvad er miRNA?
MiRNA (microRNA) er en stor gruppe af omkring 1000 forskellige, meget små RNA-molekyler, som regulerer, hvordan genernes information omsættes til proteiner i cellerne. Her afgør proteinerne, hvordan cellerne fungerer og udvikler sig. En anden type RNA-molekyler, mRNA (messengerRNA) bestemmer, hvilke proteiner der er udtrykt i cellen, mens miRNA bestemmer, i hvor høj grad proteinerne er udtrykt.
De første miRNA-molekyler blev opdaget i mennesker i 2002, og siden er det gået stærkt. Forskere fandt hurtigt ud af, at flere af disse små molekyler så ud til at spille en overraskende vigtig rolle i processer forbundet med udvikling af visse sygdomme, ikke mindst kræft. Og at man altså ved at identificere og måle på mængden af et givent miRNA-molekyle i celler og organer kan få at vide, om en person f.eks. er ved at udvikle tarmkræft. Og det vel at mærke på et meget tidligere stadie, end det førhen har været muligt at stille den slags diagnoser.
Hvad er biomarkører?
Biomarkører (biologiske markører) er molekyler, som er objektivt målelige, og som med høj følsomhed og stor præcision kan bruges til at opspore/afsløre en given sygdom eller sygdomstilstand eller effekten af en behandling.
Førhen blev biomarkører først og fremmest brugt som fysiologiske indikatorer for f.eks. blodtryk eller hjertefrekvens. I de senere år er biomarkører blevet synonyme med molekylære biomarkører. Som f.eks. miRNA.
MiRNA-biomarkører kan måles i materialer som spyt, blod og væv, som er let tilgængelige for forskere og klinikere, da de i forvejen anvendes til undersøgelser i sygehusvæsenet.
Brugen af biomarkører kan spare medicinalindustrien milliarder af kroner i udviklingsomkostninger og skære flere år af udviklingstiden. Ifølge Lægemiddelindustriforeningen (LIF) koster det i dag typisk seks-syv milliarder kroner at udvikle et nyt lægemiddel, og udviklingstiden er som regel 10-15 år fra idéen opstår, til lægemidlet kommer på markedet. Men et selskab som Genentech sparede eksempelvis 35 millioner dollars i kliniske omkostninger ved brugen af en enkelt biomarkør (HER2), da de udviklede Herceptin mod brystkræft. Desuden kom produktet mere end otte år hurtigere på markedet, end hvis de ikke havde brugt biomarkører.
Ifølge en 2007-rapport fra BCC Research forventes salget af biomarkører til forskning at stige med 17 procent om året til seks milliarder dollar i 2012. Det vigtigste marked for biomarkører forventes at blive markedet for behandlingsvalg inden for kræft.
Mere information
Exiqons produkter
Exiqons patenterede LNA™-teknologi giver både Exiqon og vores kunder konkurrencemæssige fordele, når det drejer sig om at spore, genkende og analysere de helt små miRNA-molekyler og finde frem til, hvordan de kan bruges som biomarkører. Det er simpelthen muligt med LNA™-produkterne at foretage en mere præcis måling og analyse af, hvor bestemte miRNAer befinder sig i celler og organer og i hvilket omfang – dvs. om de er op- eller nedreguleret i forhold til den normale tilstand.
|